Bæredygtighed

et stærkt samarbejde om madspild 

I samarbejde med Rema 1000, og organisationen Stop Spild af Mad, har DanRoots formået at skabe et marked for små gulerødder, der egentlig skulle være kasseret. 

Gulerødderne afveg kun på grund af deres størrelse og facon – kvalitet og smag var i top. At kassere så mange gode råvarer, var ikke bæredygtigt, og derfor tog samarbejdet fart. Se den lille video, der kort fortæller historien, og kig efter de små rødder i Rema 1000 butikkerne. 

Blomstermarker – biodiversitet

For at skabe mangfoldighed i landbrugsarealerne har DanRoots etableret plantestriber langs arealerne ved hovedbygningen. Plantestriberne er utrolig smukke og rigtig mange forbipasserende plukker de “vilde blomster”.

Blomsterne er ikke kun til glæde for øjet – de er også til glæde for bierne. Det aktive insektliv er godt for biodiversiteten, der også styrkes gennem insekthoteller og bunker af sten, hvor insekterne kan gemme sig/bo.

Kig efter skiltet, når blomsterne begynder at blomstre.

Soldrevne lugevogne

Det er ikke altid at man tænker over det, men økologisk produktion kræver manuel håndlugning. De økologiske rodfrugter skal nemlig dyrkes uden brug af sprøjtemidler og derfor skal al ukrudt fjernes pr. håndkraft. Det er et kæmpe arbejde, der tidligere foregik med traktorer spændt foran lugevognene. I dag er traktorerne skiftet ud med lugevogne, der kører på solcelleenergi. 

Hvert år luges der ca. 700 hektar økologisk jord,  og før de soldrevne lugevogne kom ind i billedet blev det målt, at hver traktor kørte ca. 580 timer, pr. lugesæson, og at forbruget var ca. 20 liter dieselolie pr. time. Total set, for en sæson, var dieselforbruget ca. 116.000 liter dieselolie ………. det er nu sparet væk, hvilket er godt for både økonomi og miljø.

Målrettet grøn indsats

Den globale landbrugssektor står overfor en afgørende udfordring – nemlig at brødføde en voksende befolkning samtidig med, at der skal overholdes ambitiøse klimamål. DanRoots har taget hul på et stort arbejde, der skal være med til at udstikke kursen mod en bæredygtig fremtid indenfor fødevareproduktion. Et af de store mål bliver at kunne dokumentere det samlede klimaaftryk på en pose rodfrugter. 

DanRoots´ mål er at forene faglig viden med data fra praksis ved hjælp af den nyeste digitale teknologi for at fremme innovation, der understøtter udviklingen af en bæredygtig fødevareproduktion.

Vi anbefaler altid, at rodfrugterne vaskes godt inden de tilberedes – dette for at undgå jordbakterier i køkkenet.